Børn&unge Podcast

Informações:

Synopsis

Børn&Unge Podcast produceres og udgives af journalisterne fra BUPL's fagblad Børn&Unge. I Børn&Unge Podcast præsenterer vi ny forskning og viden på det pædagogiske område og spændende projekter fra pædagogers hverdag.

Episodes

  • Dilemma: Kan struktur og faste rammer blive for meget af det gode?

    16/05/2024 Duration: 26min

    ”Ingen børn tager skade af tydelighed og struktur,” lyder svaret fra kollegerne, når Tina spørger, hvorfor de i børnehaven bruger specialpædagogiske redskaber til børn på normalområdet. Men passer det? Eller kan struktur og faste rammer blive for meget af det gode, fordi børnene så ikke lærer at håndtere en kompleks og uforudsigelig hverdag? Det diskuterer panelet i denne udgave af Dilemma. Medvirkende:  Maj Luffe Andersen, leder i Børnehuset Gnisten i Gladsaxe Lilian Bjelke, udviklingschef i Titibogruppen Karen Prins, lektor ved pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole Vært: Bille Sterll, journalist

  • Støj plager pædagoger. Sådan behøver det ikke at være

    02/05/2024 Duration: 16min

    Det støjer, når mennesker er samlet, og især når der er børn. Pædagoger er et af de fag, der er værst plaget af støj. Men sådan behøver det ikke at være. Tag med til Børnehuset Trehøje nær Roskilde. Her arbejder pædagog Natasha Elmdam og kollegerne med både rummenes indretning, organiseringen af arbejdet og deres pædagogik. Alt sammen for at få støjen ned og skabe et roligt miljø til gavn for både børn og pædagoger.

  • Tid og tillid skaber grobund for refleksioner

    18/04/2024 Duration: 16min

    Tillid, tid og… tid! Det er noget af det, der skal til for at skabe grobund for evalueringskultur i daginstitutionerne. Er rammerne på plads, er pædagogerne virkelig gode til at gå praksis efter i sømmene og finde ud af, hvad der skal styrkes. Det viser projektet ’Evalueringskulturens betydning for pædagogers selvrefleksioner, læringsmiljøets kvalitet og det gode børneliv’ som forsker Christina Haandbæk Schmidt har stået i spidsen for. Projektet løfter dog også sløret for et stort problem. Læs mere om forskningen i Børn&Unge: kortlink.dk/2py9n Se en guide her: kortlink.dk/2py9q I indslaget bliver der brugt lydklippet 'Super 8 camera SHORT burst filming' af keverlyhills: https://freesound.org/s/585472/ License: Creative Commons 0

  • Sæt tempoet ned, og dyrk den langsomme pædagogik

    04/04/2024 Duration: 24min

    Hvordan lyder langsom pædagogik? Det kan være svært at indfange lyden af ro, langsommelighed og fordybelse. Men det prøver Børn&Unge Podcast alligevel på i denne episode, hvor journalist og podcastproducent Rikke Bergquist taler med den britiske forsker Alison Clark og besøger Børnehuset Tinsoldaten for at få svar på, hvad tid betyder for pædagogik, og hvordan man lykkes med at sætte tempoet ned.

  • Susanne Ekman: Pas på den giftige gæld

    21/03/2024 Duration: 15min

    Forældresamtaler, bestilling af papir, forberede indstillinger og underretninger, planlægning af diskofest, og, nå ja, pædagogisk arbejde. Det er blot nogle af de 217 punkter på en liste over arbejdsopgaver i en almindelig daginstitution, som Susanne Ekman har fået af en tidligere pædagogisk leder. Listen viser, hvor omfattende arbejdet som pædagog er. Og giver også et fingerpeg om, hvor mange krav der bliver stillet til velfærdsstatens ansatte. Men de høje forventninger risikerer at blive til giftig gæld, der aldrig kan betales tilbage, lyder advarslen fra Susanne Ekman i dette interview.

  • De tog børn og leg alvorligt: Mød pædagogikkens pionerer

    06/03/2024 Duration: 20min

    Tidligere tiders pædagoger var mere og andet end hattedamer og kaffesøstre. Det var fremsynede og dybt dedikerede kvinder, som med deres tekster om udviklingen af barndomspædagogikken har været med til at præge ikke bare deres profession, men også opbygningen af en ny samfundsform. Det mener Line Togsverd, som i et forskningsprojekt har dykket ned i de gamle tekster og fået gåsehud på armene og en klump i halsen af at diskutere dem med moderne pædagoger. Hør mere i denne podcast, og kom også med til et fyraftensmøde, hvor moderne pædagoger diskuterer deres historie og faglighed.

  • Forstår vi, hvad børn med autisme siger?

    22/02/2024 Duration: 09min

    Børn med autisme sanser den sociale verden helt anderledes end neurotypiske mennesker, altså personer med en hjernefunktion, der defineres som normal. Det er forskere i højere grad ved at få øjnene op for. Og det kan få stor betydning for den specialpædagogiske tilgang til børn med autisme, viser antropolog Ella Paldams forskning.

  • Udflytteren styrker børns motoriske udvikling. Myte eller fakta?

    08/02/2024 Duration: 17min

    Børn, der går i en børnehave i byen, udvikler sig motorisk dårligere end børn i udflytterbørnehave. Det er en udbredt opfattelse, som forskning nu sår tvivl om. I podcasten kan du høre forsker Ina Olmer Specht fra Parker Instituttet fortælle om forskningen i børns motoriske udvikling. Du kan også høre, hvorfor to pædagoger fra Holmens Sogn Udflytterbørnehave ikke er helt enige med resultatet.

  • Afskaf sprogscreeninger og styrk pædagogers dømmekraft

    25/01/2024 Duration: 14min

    I stedet for at måle børns sproglige kompetencer gennem nationale screeninger skulle man hellere styrke pædagogernes mulighed for at følge børns sproglige udvikling og gribe ind, hvis det går den forkerte vej. Det mener Laila Kjærbæk, en af forskerne bag en ny undersøgelse. Den kortlægger baggrunden for, at vi i Danmark siden 2007 har haft nationale sprogscreeninger, og viser, at vi på to særlige områder skiller os markant ud fra de lande, vi normalt sammenligner os med.

  • Dilemma: Vi skal teste børnene. Men hvad hvis testen måler forkert?

    11/01/2024 Duration: 24min

    Hvad gør man som pædagog, når man har fået besked på at teste børnene, men testene efter ens egen overbevisning ikke viser, hvad børnene rent faktisk kan? Kan man på én og samme tid leve op til omgivelsernes forventninger og til ens egen pædagogiske dømmekraft? Det diskuterer panelet i denne udgave af podcastserien 'Dilemma' om etikken i pædagogikken. Medvirkende: Børnehusleder Maj Luffe Andersen, lektor Karen Prins og udviklingschef Lilian Bjelke. Vært: Rikke Bergquist.

  • På tur med herreklubben: Pædagoger gør en forskel for ældre

    20/12/2023 Duration: 24min

    Når Ruben Notkin kører bussen frem, er mændene klar til at tage på tur. For pædagogen tilbyder et fællesskab, hvor de ældre herrer kan mødes i uforpligtende rammer om aktiviteter, der passer til dem og deres situation. For nogle af de ældre er det ugens eneste rigtig gode oplevelse. Pædagogers faglighed kan gøre en stor forskel på ældreområdet. Men hvad kendetegner pædagogfagligheden på et område, som traditionelt beskæftiger andre faggrupper fra især sundhedsvæsenet? Det har Randi Andersen og Marianne Brodersen, to af forskerne bag et projekt om netop pædagogfaglighed på ældreområdet, et bud på.

  • Dilemma: Må jeg følge Josef til tandlægen?

    07/12/2023 Duration: 31min

    Må en pædagog følge en dreng til tandlæge og frisør, hvis forældrene ikke gør det? For drengen trænger virkelig til at få ordnet tænder og klippet sit hår, men han har svært ved, at nogen skal se ham i munden eller nærme sig med en saks. Og far og mor har ikke evner eller overskud til at hjælpe. Det er spørgsmålet til deltagerne i denne udgave af serien Dilemma - om etikken i pædagogikken. Medvirkende: Daniel Storsveen, Karen Prins og Maj Luffe Andersen Vært: Rikke Bergquist

  • Kritik af PPR: Kæden hopper af i det tværfaglige samarbejde

    22/11/2023 Duration: 14min

    "Jeg ved ikke, hvad hun har bidraget med. Hun har siddet og lyttet, og så har hun sagt nogle ting. Men hun har jo ikke arbejdet med ham." Sådan siger en pædagog om det tværfaglige samarbejde om et såkaldt bekymringsbarn. Det samarbejde, der skulle understøtte den pædagogiske praksis, giver altså ikke mening for pædagogen. Og det er ikke et enligt tilfælde, viser et forskningsprojekt. Hør lektor Anja Stanek fortælle om, hvorfor kæden hopper af i det tværfaglige samarbejde, og hvorfor der er brug for at få den sat på igen.

  • Dilemma: Karl vil ikke med på tur

    09/11/2023 Duration: 33min

    Udenfor holder turbussen klar, og alle børn har sko og overtøj på. Eller næsten alle, for Karl har gemt sig under en bænk og nægter at komme ud. Han vil ikke med på tur. Og hvad gør pædagogerne så? Denne udgave af podcastserien Dilemma handler om hensynet til individet over for hensynet til fællesskabet. Om det pædagogiske sigte kontra barnets tarv. Og om, hvor langt man kan gå for at rykke et barn, der allerede har besluttet sig. I panelet sidder børnehusleder Maj Luffe Andersen, lektor og ph.d. Karen Prins samt udviklingschef Lilian Bjelke. Vært: Rikke Bergquist

  • Ditte Hansen siger tak til pædagogerne

    26/10/2023 Duration: 13min

    Hvorfor passer vi ikke bedre på dem, der passer på vores børn? Sådan spørger Ditte Hansen i et nyt tv-program, hvor hun på humoristisk vis sætter sig for at takke pædagogerne. Skuespilleren lægger ikke skjul på, hvor stor betydning pædagoger i daginstitutioner og fritidstilbud har haft for hendes egen familie. Men er det overhovedet sjovt at lave sjov med pædagoger?

  • Genhør: Får pædagoger løn som fortjent?

    05/10/2023 Duration: 26min

    En uretfærdighed. En splint i øjet, der skal ud. Sådan siger pædagog Signe Jespersen om den forskel i lønnen, der er mellem fagene i dag. En forskel, der bunder i en 50 år gammel begivenhed, der har helt afgørende betydning for, at pædagogerne har et lønefterslæb i forhold til andre faggrupper. Hvordan håndterer Signe den uretfærdighed? Lyt med, og hør også historiker Astrid Elkjær Sørensen fortælle om, hvorfor pædagogerne stadig befinder sig nederst i lønhierarkiet, i denne genudgivelse, som kun er blevet mere aktuel af, at arbejdsmarkedets parter i øjeblikket forhandler om løn til pædagoger og andre fag.

  • Frisat og forpligtet

    20/09/2023 Duration: 19min

    En vild idé, kaldte statsminister Mette Frederiksen (S) frisættelsesforsøget. Nu er MariaKringlen i Helsingør godt halvvejs gennem forsøget og kan se, hvor pædagogikken har fået lov til at blomstre frit uden regler og rammer, og hvor den er stødt på forhindringer. Hør om pædagogernes erfaringer, og lyt også til No Emil Kampmanns vurdering af, hvad der skal til for at styrke pædagogisk kvalitet.

  • Hver fjerde unge er bandemedlem. Tror du på det?

    07/09/2023 Duration: 23min

    En ud af fire unge i Tingbjerg og andre af Københavns udsatte områder er medlem af en bande. Sådan er det i hvert fald ifølge forældrene i de udsatte områder, og også lærere og pædagoger er bekymrede for ungdommens tilknytning til bandemiljøet. Men virkeligheden er en helt anden, viser forskning. Hvad betyder det for de unges livsmuligheder, at deres omgivelser har negative forventninger til dem? Og hvordan påvirket det arbejdet for dig, der arbejder som pædagog i udsatte områder? Få et bud på de spørgsmål fra sociolog Aydin Soei i denne episode.

  • Jacob Mark: Jeg vil ikke være topstresset og en dårlig far

    24/08/2023 Duration: 21min

    Han er blevet kaldt for Børnenes Batman på grund af sit store engagement og utrættelige arbejde for minimumsnormeringer, en bedre folkeskole og større trivsel blandt unge. Men selv en superhelt kan opleve, at kræfterne slipper op. Det skete netop for SF-politikeren, da han måtte sygemelde sig med så alvorlig stress, at han nær blev blind. Nu er han tilbage på Christiansborg. Men hvordan fortsætter han sin kamp uden at tære for meget på sine egne ressourcer? Og kan man brænde for børnenes sag uden at brænde helt ud? Hør Jacob Marks bud på de spørgsmål i interviewet her, og læs også Børn&Unge nr. 7/2023.

  • Hvornår er det pigernes tur?

    10/08/2023 Duration: 26min

    Hvornår er det pigernes tur? Sådan spørger Sofia på knap fire år, da hun i et stykke tid har stået og set på, at pædagogen Hanne kaster bold med drengene. Og spørgsmålet er et omdrejningspunkt i kønsforsker Gry Ellegaard Thorsens afhandling, som blandt andet handler om kønsopdelte aktiviteter i daginstitutioner. For hvis nogle ting er for drengene, mens andre ting er for pigerne - kommer det så til at få en betydning for børnenes muligheder og forventninger til sig selv og andre igennem livet? I episoden bruges følgende lydklip fra Freesound.org og Pixabay: https://freesound.org/people/kevp888/sounds/677107/ https://freesound.org/people/kevp888/sounds/638413/ https://pixabay.com/da/sound-effects/search/children%20playing%20inside/

page 1 from 7